Tilbage til fremtiden: Hvad bør konferencen om Europas fremtid lære af det europæiske borgerinitiativs succeser og fiasko?

I løbet af det seneste årti har der været en betydelig stigning i politiseringen af EU-anliggender på områder som handel, sparepolitikker, klimaændringer, indvandring eller for nylig sundhedspleje som følge af covid-19-krisen. Vi har længe argumenteret for, at det europæiske borgerinitiativ tilskynder til en helt anden form for inddragelse af civilsamfundet i EU's politiske beslutningsproces og har kanaliseret flere af disse politiserede spørgsmål konstruktivt på europæisk og nationalt plan. EU's politiske beslutningsproces har traditionelt fremmet institutionaliserede spidsbelastningssammenslutninger og paraplygrupper i Bruxelles, der samler og repræsenterer forskellige interesser på EU-plan, hvilket igen har skabt spændinger med græsrodsgrupper, der er baseret på nationalt plan på tværs af EU's medlemsstater. Der er stærke beviser for, at det europæiske borgerinitiativ har været en nyttig mekanisme for nationale græsrodsarrangører, som har formået at politisere EU-spørgsmål på nationalt plan og inddrage en lang række nye aktører i EU's politiske beslutningsproces, samtidig med at de har givet stærke incitamenter til visse paraplyorganisationer, der er baseret i Bruxelles, til at tilslutte sig dem. Som følge heraf har det europæiske borgerinitiativ været i stand til yderligere at sammenkoble national politik og EU-politik, selv om de politiske konsekvenser har været begrænsede.

Det europæiske borgerinitiativs succes med at forbinde nationale og europæiske politiske debatter står imidlertid i kontrast til dets meget begrænsede indvirkning på EU's politikker. Som den langvarige frustration hos de fleste ECI-aktivister, selv når et initiativ lykkedes med at indsamle en million underskrifter, har Kommissionen undladt at følge op på politikker, der opfylder de ønskede ændringer. Dette er problematisk, da mange europæiske borgeres håb i forbindelse med kampagner og underskrifter af et europæisk borgerinitiativ ikke blot skulle have indflydelse, men rent faktisk ændre EU's politik.

I forbindelse med den kommende konference om Europas fremtid, der afholdes i den nuværende europæiske politiske cyklus (2019-2024), er der meget at lære af det europæiske borgerinitiativs succeser og fiaskoer. Konferencen om Europas fremtid kan endnu ikke være endnu en boble i Bruxelles, hvor de traditionelle interessenter taler med hinanden. Som anført af professor i EU-ret ved HEC Paris Alberto Alemanno "vil EU ikke rette op på sit demokratiske underskud med en andentop-down-konference". Blandt de mange farer, der er forbundet med at betragte konferencen som en PR-øvelse for EU, er stigningen i yderligere mistillid til EU-institutionerne, der allerede anses for at være fjernt fra de europæiske borgeres behov. I stedet har det europæiske borgerinitiativ vist, at det er muligt (og normalt ønskeligt) at inddrage borgerne i EU's politiske beslutningsproces ved at forbinde EU's politikker med nationale politiske debatter.

Som civilsamfundskoalitionen Citizens Take Over Europe har argumenteret for i deres brev til EU-institutionerne, bør "nye mekanismer, der giver borgerne mulighed for at deltage løbende i styringen af EU, undersøges". Nøglen til etablering af nye deltagelsesmekanismer, der skal gøre de europæiske borgeres stemme hørt, er at bygge bro mellem national politik og europæisk politik og mødes med borgerne, hvor de er. Med andre ord er det nødvendigt at nå ud til relevante nationale politiske aktører, der ofte ikke er involveret i EU's politik. Politiseringen af EU's politikker ud over "Bruxelles-boblen" i de nationale debatter ville være et symptom på normaliseringen af EU som lige vilkår, hvor de dominerende argumenter er EU-kritiske snarere end antiEU.

Kvaliteten af vores demokratier afhænger af den måde, hvorpå magten cirkulerer mellem de institutionaliserede former for beslutningstagning og de uformelle kommunikationsstrømme. Der vil opstå en legitimitetskrise, hvis borgerne enten oplever, at der er en kløft mellem de uformelle krav og de institutionelle beslutninger, eller at det politiske system overtages af interessegrupper, der repræsenterer private virksomheder. Ved den korsvej, som EU befinder sig i, er det nødvendigt at udtænke demokratisk deltagelse uden for nationalstaten, samtidig med at der tages hensyn til den nationale politiske dynamik. Hvis kløften mellem uformelle kommunikationsstrømme og institutionaliserede former for beslutningstagning ikke lukkes i forbindelse med en krise som covid-19, vil det logiske resultat være yderligere mistillid.

Mere konkret er det, vi foreslår, opbygningen af demokratiske processer inden for rammerne af konferencen om Europas fremtid, som er følsomme over for de nationale politiske debatter, samtidig med at der opretholdes en paneuropæisk logik. Hvis målet er at skabe offentlig debat — forstået som en åben, inklusiv og reflekterende debat med henblik på at opnå de bedste beslutninger under hensyntagen til argumenternes styrke — må vi konkludere, at der ikke er nogen konkrete mekanismer til at udarbejde den, men det vil være resultatet af de forskellige debatter, der finder sted i og uden for institutionerne.

Ud over den omhyggelige formulering af et tættere forhold mellem national og europæisk politik bør konferencen om Europas fremtid fungere som et rum, hvor borgerne kan sætte dagsordenen for spørgsmål, der bør tackles ud fra et perspektiv, der rækker ud over nationalstaten. I kølvandet på covid-19-pandemien og manglen på en koordineret tilgang hertil er det f.eks. sandsynligt, at mange borgere vil gå ind for at give flere EU-kompetencer inden for sundhedspleje, som i øjeblikket er et politikområde, der udelukkende lovgives af de nationale regeringer. Konferencen bør derfor ikke kun fokusere på institutionelle spørgsmål, men også være et åbent grundlag for, at borgerne kan sætte dagsordenen på EU-plan. I borgerinitiativet foretager Kommissionen en juridisk kontrol af alle initiativerne, da det kun er initiativer, der er omfattet af Kommissionens beføjelser til at handle, der er tilladt. Konferencen er en lejlighed til at bryde denne begrænsning og give borgerne mulighed for at sætte dagsordenen for alle spørgsmål, selv om nogle forslag kræver traktatændringer. Borgerne vil være mere tilbøjelige til at deltage, hvis de kan komme ind på de spørgsmål, de beskæftiger sig med, og EU-institutionerne vil indsamle værdifuldt input om, hvilke politiske spørgsmål borgerne ønsker at lovgive på EU-plan.

En kritisk analyse af det europæiske borgerinitiativs succeser og fiaskoer vil bidrage til at forbedre tilrettelæggelsen af konferencen om Europas fremtid. Det er efter vores mening at mobilisere borgere, der ikke traditionelt er knyttet til EU's politikudformning, at forbinde medlemsstaternes og EU's politik og give mulighed for at sætte dagsordenen, hvilket er de vigtigste erfaringer, der kan drages.