Europas digitale fremtid i støbeskeen: Hvordan kan borgerne påvirke politikerne?

hej

Regulering af det digitale univers er en af de mest komplekse udfordringer i den moderne tidsalder. Digitale teknologiers deterritoriale karakter, den hastighed, hvormed de udvikles, og de involverede aktørers ekstreme heterogenitet gør det vanskeligt at udvikle en stabil og fælles lovgivningsmæssig ramme. Det er imidlertid netop på grund af denne kompleksitet, at der er et stort behov for en bredere inddragelse af borgerne (og indbyggerne i medlemsstaterne) i de beslutningsprocesser, der former det europæiske digitale rum. Instrumenter som det europæiske borgerinitiativ, EU-borgerpanelerne og andre former for deltagelses- og debatdemokrati spiller derfor en central rolle. 

Selvfølgelig, for at deltage (og gøre det alvorligt) skal du først og fremmest forstå: Dette er en udfordrende udfordring, som det haster med at løse for at muliggøre informeret og effektiv deltagelse, nemlig bekæmpelse af digital analfabetisme. Ifølge data offentliggjort af Eurostat i februar 2024 mangler ca.45 % af europæerne i alderen 16-74 år grundlæggende digitale færdigheder, mens næsten 7 % aldrig har brugt internettet ( https://ec.europa.eu/eurostat/en/web/products-eurostat-news/w/ddn-20240222-1). Uden en seriøs og omfattende europæisk digital uddannelses- og inklusionsplan er der risiko for, at den digitale økonomi vil udvikle sig ujævnt, styrke de sociale asymmetrier og udelukke store dele af befolkningen fra muligheden for fuldt ud at udøve deres borgerrettigheder.

Reguleringen af systemer, der anvender kunstig intelligens, er ganske vist et afgørende punkt. Erhverv som stemmeskuespiller, grafiker, illustrator eller komponist er nu udsat for en reel risiko for at blive erstattet af algoritmer, der er i stand til at gengive stemme, billeder eller musik uden tilstrækkelig økonomisk eller moralsk anerkendelse. 

I forbindelse med politikker, der regulerer det digitale miljø, er der et andet aspekt, der fortjener opmærksomhed, nemlig minimumsalderen for adgang til sociale netværk. Dette forslag har en personlig betydning for mig. I min barndom tilbragte jeg mange timer foran computeren, ofte af kedsomhed, og manglede værktøjer til at fortolke, hvad jeg så og interagerede med. Set i bakspejlet anerkender jeg, at tidlig adgang til den digitale verden, og især sociale medier, kræver en følelsesmæssig og kognitiv modenhed, som jeg manglede (og det er tilfældet for mange yngre mennesker). Digital uddannelse bør ledsage adgangen til disse rum på en gradvis måde.

 Minimumsalderen for adgang til sociale medier bør fastsættes til 15 eller 16 år, som det allerede er foreslået eller drøftet i nogle medlemsstater. In Spain, for example, the possibility of raising the minimum age for access to social networks to 16 years (https://cadenaser.com/nacional/2025/03/25/elevar-a-16-anos-la-edad-para-abrir-cuentas-en-las-redes-sociales-y-castigar-los-deepfakes-claves-de-la-ley-de-menores-en-el-entorno-digital-cadena-ser)is being discussed, while in France the possibility of providing explicit parental consent for children under 15 years of age is being considered (https://www.ilfattoquotidiano.it/2023/03/04/francia-no-ai-social-network-prima-dei-15-anni-la-proposta-di-legge-tutela-dei-giovanissimi/7085600). Formålet med disse forslag er ikke straffende at begrænse adgangen til det digitale, men snarere at ledsage unge på en mere bevidst og sikker vej. Risikoen for tidlig og ustyret brug af sociale medier – fra eksponering for upassende indhold til cybermobning, fra digital afhængighed til hadefuld tale på internettet – kræver omhyggelige og afbalancerede reaktioner. 

I lyset af det, der er blevet sagt, bør vi måske holde op med at fortælle det digitale som noget falsk med hensyn til den sociale virkelighed, da det nu er forankret i den sociale struktur og dybt påvirker dens udvikling. Hvis vi stræber efter en digital fremtid, der afspejler vores værdier, er det derfor vigtigt at deltage, lytte, bidrage og tale ud. 

Ligesom demokratiet skal den digitale fremtid også deltage og leves. 

Men hvad er digitalisering?

Jeg bemærker, at mine regionale og europæiske medborgere har en selvbegrænsende opfattelse.

Brødre, vi lever ikke i 1984, vi er friere, end du tror, vores virkelige repræsentanter (de ældre) har allerede levet, og du tror, at de stræber efter magten eller er vildledt til at bringe noget ind i efterlivet, du tager fejl! Vi unge er deres håb.

Hvad er formålet med digitaliseringen?

En digital borger lyder meget dårlig.

En borger, der kun kan være bevidst! Fordi en bevidst borger overvinder sygdomme, krige og frem for alt politisk hungersnød, den manglende interesse i sine egne rettigheder, der påvirker alle.

Vi er citroner i vores regioner, og for industrielle processer skal vi presses, vi skal afpresses med alle midler løsningen for at redde os selv og tillade vores civilisation at overvinde tidens test. 

Tiden med grådighed og begær er forbi, i dag er tiden med god vilje! 

Borgerne skal være opmærksomme på deres egne ressourcer af værdien af hver enkelt by. Der er ikke længere en politik med formodninger og formodninger, men kun en territorial forvaltning af beregninger og data. Digitalisering har en forpligtelse til at optimere omdannelsen af data til information. 

Oversat: strømline de lokale forvaltninger og opstille en rangordning af kommuner/byer. Det er nødvendigt at afskære unødvendige udgifter, og jeg er overbevist om, at en embedsmand, der ved, hvor kloakken i dit hus passerer, efter min mening er en frygtelig middelalderlig og ubrugelig udgift for moderne teknologier.

Men som bevis på, at jeg har læst dine betragtninger, med glæde af at have gjort mig til deltager, indrømmer jeg, at et instrument, sådan en præcis og kapillær kortlægning af BNP, ressourcer og tjenester kan udsætte dig for forfærdelige risici for den nationale sikkerhed.

Men hvordan kan vi organisere og fremme en fælles bevidsthed, en homogen positiv civilisation? Og frem for alt, at tage digital sikkerhed til nye niveauer?