Gå til hovedindholdet
Forum for det europæiske borgerinitiativ

Sådan kan influencere på sociale medier bidrage til at skabe momentum for dit borgerinitiativ

Derfor bliver samarbejde med indholdsskabere mere og mere afgørende for borgerinitiativer

En af de største udfordringer for ethvert borgerinitiativ er at nå ud til folk uden for ens eksisterende netværk. Selv stærke kampagner kan have svært ved at trænge igennem i overfyldte onlinemiljøer, navnlig på tværs af forskellige lande, sprog og onlinefællesskaber. 

Nylige vellykkede borgerinitiativer har vist, at indholdsskabere (influencere på sociale medier) kan være en af de mest effektive drivkræfter for onlinesynlighed, engagement og underskriftindsamlinger. En pålidelig indholdsskaber kan introducere dit initiativ for helt nye målgrupper, hjælpe med at forklare komplekse emner på en tilgængelig måde og tilskynde folk til at engagere sig i og dele din kampagne. Et enkelt opslag, en story, et genopslag eller en omtale fra en indholdsskaber kan øge synligheden betydeligt og have stor indvirkning på kampagnens succes.

Dette er særlig vigtigt online, da platforme har en tendens til at begrænse synligheden af indhold og konti, der anses for at være politiske. Desuden klarer influencerdrevet indhold sig ofte godt, fordi folk er mere tilbøjelige til at engagere sig i indhold, der deles af stemmer, som de allerede følger og anser for troværdige. I praksis betyder det, at velplacerede samarbejder med influencere på sociale medier kan skabe en afsmittende virkning langt ud over din kampagnes egne kanaler. 

Derfor er udarbejdelsen af en strategi for samarbejde med indholdsskabere en vigtig del af arbejdet med at opbygge støtte til din kampagne. Og selv om succes altid påvirkes af timing og evnen til at skabe momentum, kan synlighed og handling kun opstå, hvis folk viser interesse for og engagerer sig i dit borgerinitiativ.

Definer målene for kampagner med influencere

Udarbejdelse af en plan for samarbejde med influencere på sociale medier indebærer, at der fastsættes mål og forventninger, og at der findes en klar metode til at evaluere dine fremskridt og følge rækkevidden af din kampagne. Nedenfor finder du nogle spørgsmål, du kan stille dig selv, inden du kontakter indholdsskabere.

Hvad ønsker jeg at opnå ved at inddrage influencere i min kampagne?

Få flere underskrifter Skabe mere kendskab til kampagnen Øge kampagnens egen følgerskare på sociale medier Forbedre rækkevidde og interaktion på opslag osv.

Hvad ønsker jeg, at influencerne skal gøre for mig?

Få deres publikum til at engagere sig i sagen og skrive under på initiativet Tilskynde deres publikum til at følge din konto eller interagere med den Oplyse deres publikum om borgerinitiativmekanismen, så de er mindre tilbageholdende i forhold til at skrive under osv.

Hvilke kampagner er jeg inspireret af?

Kampagner, der med succes nåede ud til et yngre publikum Initiativer, der opbyggede stærke onlinefællesskaber Indholdsskabere, der forklarer komplekse emner på en tydelig måde Kampagner med engagerende korte videoer Indholdsskabere, hvis tone, værdier eller målgruppe stemmer overens med dit borgerinitiativ osv.

 

Svarene kan variere afhængigt af, hvor langt du er i kampagnen, men klare mål skaber de rette forventninger og stimulerer kreativiteten i forbindelse med dine samarbejder.

Kortlæg relevante influencere i dine mållande

Indholdsskabere kan tilpasse sig lokale, regionale eller nationale budskaber

Borgerinitiativkampagner skal nå ud til mennesker på tværs af forskellige lande, kulturer og onlinefællesskaber. Selv om din kampagne kan have et klart centralt budskab, kan forskellige målgrupper reagere på forskellige kommunikationsformer, eksempler eller prioriteter. Det er her, indholdsskabere spiller en vigtig rolle. Indholdsskabere forstår det sprog, den tone, de referencer, den humor, den vinkling og den onlinekultur, der vækker genklang blandt deres publikum.

Hvis indholdsskabere får den kreative frihed til at forklare dit borgerinitiativ på deres egen måde, kan indholdet virke mere autentisk og engagerende.

Målgruppe, værdier og indholdskategori 

For at kortlægge influencere inden for dit emne er du nødt til at indsnævre feltet mere end blot efter sprog og land. Overvej følgende spørgsmål:

Hvilken slags publikum har de?

  • Lille, mellemstort, stort – dette vil sandsynligvis have betydning for deres honorar, eller om de sandsynligvis vil samarbejde på frivillig basis.
  • Hvad er deres publikums aldersgrupper og interesser, og hvilke fællesskaber tilhører det?
  • Overlapper deres publikum med de mennesker, du ønsker, at dit borgerinitiativ skal nå ud til?

Hvad er deres værdier?

Hvor er de aktive inden for emner, der er knyttet til din kampagne?

Hvilken slags indhold skaber de?

Findes der beslægtede fællesskaber, som også kan få tilknytning til dit initiativ?

Kunne skabere af livsstilsindhold i bredere forstand, f.eks. inden for musik, madlavning, sport, gaming eller kultur, hjælpe med at præsentere dit borgerinitiativ for målgrupper uden for politiske eller aktivistiske miljøer?

Vælg en realistisk tilgang til at kontakte influencere

Husk, at influencere kan have konti på mange platforme, men at de er mest synlige på en eller to. Det er vigtigt, når du beslutter, hvilke former for indhold du forventer fra dem, og hvordan du vil kontakte dem. Desuden kan indhold, der vedrører emnet for dit borgerinitiativ, være mere udbredt på nogle platforme end på andre, men din kampagne bør være til stede på så mange forskellige platforme som muligt. Nogle platforme er landespecifikke, så det kan give dig adgang til de rette fællesskaber, hvis du undersøger, hvor dit borgerinitiativs emne bliver diskuteret online.

Kontakt til indholdsskabere kræver vedholdenhed

Det at kontakte indholdsskabere er ofte et spørgsmål om at tage fat i så mange som muligt, navnlig i begyndelsen af din kampagne. Mange indholdsskabere svarer måske ikke, overser måske din besked eller har måske ganske enkelt ikke tid til at engagere sig. Det er normalt og bør ikke afskrække dig.

Derfor kan det være effektivt at kontakte en bred vifte af indholdsskabere i stedet for kun at fokusere på et begrænset antal store, populære konti. Mikroinfluencere kan ofte have meget engagerede målgrupper og kan være mere åbne over for at samarbejde med kampagner.

For at lette den opsøgende kontakt kan det være en hjælp at udarbejde en enkel skabelon til henvendelser, der hurtigt kan tilpasses forskellige indholdsskabere. Din besked bør normalt være kort og tydelig med hensyn til, hvem du er, hvad din kampagne handler om, hvorfor du kontakter netop dem, og hvilken form for samarbejde du søger.

Vellykket kontakt til influencere afhænger ofte af vedholdenhed og volumen snarere end af nogle få store konti alene.

Betalt samarbejde og pro bono-samarbejde 

Flere vellykkede borgerinitiativkampagner har modtaget frivillig støtte eller pro bono-støtte fra indholdsskabere, som oprigtigt engagerer sig i sagen. For mange initiativtagere, navnlig dem, der arbejder med begrænsede budgetter, kan dette være den primære form for influencersamarbejde, der er til rådighed.

Samtidig kan det hjælpe med at udvide din rækkevidde og give mulighed for mere ambitiøse former for indhold, hvis din kampagne har et kommunikationsbudget, og du afsætter en del af det til samarbejder med indholdsskabere. For eksempel kan betalte samarbejder gøre det lettere at anmode om dedikerede videoer, forklaringsvideoer, deltagelse i livestreams eller langsigtet støtte gennem hele kampagnen. Selv små samarbejder kan være værdifulde.

Du bør også tilskynde indholdsskabere til at støtte din kampagne under hele kampagnen. For eksempel kan indholdsskabere være villige til at tilføje linket til at underskrive dit borgerinitiativ i deres bio eller profilbeskrivelse i en længere periode, hvilket bidrager til at opretholde synligheden gennem hele kampagnen.

Måder at inddrage influencere i din kampagne på

Tidligere borgerinitiativer har vist, at samarbejdsfunktioner på tværs af platforme kan være yderst effektive. På Instagram giver funktionen "samarbejdsopslag" mulighed for, at et opslag eller en reel vises samtidig på både kampagnens konto og indholdsskaberens konto, hvilket kombinerer synlighed, engagement og målgrupper på en langt mere effektiv måde end et almindeligt tag. Det kan øge rækkevidden og interaktionen betydeligt, da følgere fra begge konti ser det samme indhold og interagerer med det sammen. Lignende funktioner til samarbejdsopslag findes også på TikTok og YouTube, herunder fælles livestreams, delte videoer, duets, stitches og fælles indholdsformater. Disse værktøjer kan være blandt de mest effektive måder, hvorpå borgerinitiativer kan nå ud til nye målgrupper på en organisk måde og få samarbejder til at virke integreret i en indholdsskabers sædvanlige indholdsstil. Se f.eks. disse eksempler fra YouTube og Instagram.

I en kampagnes indledende fase er det som regel mere realistisk at opbygge et støt stigende engagement gennem gentagne samarbejder og interaktion med fællesskaber end at forvente ét enkelt viralt øjeblik. Indhold skabt af influencere og støtter kan også bidrage til at udbrede din kampagne organisk. Opslag, der tilskynder til debat, følelsesmæssige reaktioner, humor, kreativitet eller offentlig deltagelse, deles og tilpasses ofte mere af brugere på tværs af platforme. Det kan omfatte memes, reaktionsvideoer, populære lydklip, TikTok-stitches eller -duets, remix af Instagram-reels, remix af YouTube Shorts eller brugere, der skaber deres eget indhold om emnet for din kampagne.

Platformsfunktioner såsom genopslag på Instagram eller stitches og duets på TikTok kan hjælpe kampagner med yderligere at forstærke disse interaktioner og tilskynde til bredere deltagelse omkring initiativet. Ved at fremhæve og videredele brugerskabt indhold kan man også bidrage til at opbygge en stærkere følelse af onlinefællesskab og større momentum omkring dit borgerinitiativ.

Andre måder, hvorpå du kan involvere influencere i din kampagne:

1. Forklaringsvideoer fra indholdsskabere

Der er mange indholdsskabere på nettet, som har ekspertise inden for forskellige områder. De kan forklare dit borgerinitiativs emne, hvorfor det er vigtigt, og hvordan folk kan støtte det, med deres egen tone og stil. Dette er især nyttigt, når komplekse eller juridiske emner skal gøres lettere at forstå og mere engagerende online. For eksempel lavede indholdsskaberen Olive Badger en YouTube-video om tekniske misforståelser vedrørende borgerinitiativet "Stop Destroying Videogames" set fra en softwareudviklers perspektiv, og FN-rapportør Francesca Albanese forklarede på Instagram sit perspektiv på borgerinitiativet "Justice for Palestine" som ekspert i folkeret og menneskerettigheder.

2. "Derfor skrev jeg under"-videoer

Indholdsskabere deler personlige årsager til, at de støtter kampagnen, og opfordrer deres målgrupper til også at skrive under. Disse videoer virker ofte mere autentiske og vedkommende end institutionelle kampagnebudskaber. For eksempel opfordrede Nicolae Ștefănuță, der er medlem af og næstformand for Europa-Parlamentet, på Instagram borgerne til at skrive under på borgerinitiativet "My Voice My Choice" ved at præsentere sin begrundelse for at støtte kampagnen.

3. Gentagne samarbejder

I stedet for at være afhængige af ét viralt opslag kan kampagner have gavn af, at indholdsskabere nævner initiativet flere gange i løbet af kampagnen. Gentagen synlighed bidrager til at opbygge kendskab, tillid og momentum over tid. Kunstneren Severina førte flere gange kampagne for borgerinitiativet "My Voice My Choice" på Instagram, som det kan ses her, hvor hun bruger det hjertetegn, der forbindes med initiativet, og her, hvor hun afleverer underskrifter fra Kroatien til beslutningstagere i Den Europæiske Union (EU).

4. Livestreams, længere videoer samt spørgsmål og svar

Indholdsskabere kan afholde livestreams eller diskussioner med initiativtagerne for at besvare spørgsmål, forklare ECI-processen eller drøfte emnet mere indgående. Disse formater fremmer direkte interaktion og engagement i fællesskabet. F.eks. offentliggjorde "Stop Destroying Videogames" på YouTube en video med ofte stillede spørgsmål om kampagnen.

5. Brugergenereret indhold og deltagelse

Kampagner kan tilskynde støtter til at skabe deres egne memes, videoer, reaktioner, fotos eller historier med tilknytning til initiativet. Dette hjælper kampagner med at sprede sig organisk gennem onlinefællesskaber. F.eks. har "Stop Destroying Videogames" en Wikipedia-side, som støtter af dette borgerinitiativ står bag. Kampagner kan også genopslå indhold med tilknytning til dem, som er skabt af andre brugere, som f.eks. borgerinitiativet "HouseEurope" har gjort det på Instagram.

6. Opbygning af momentum og netværk af indholdsskabere

 Når flere indholdsskabere offentligt støtter en kampagne, kan det også tilskynde andre til at deltage. Genopslag af indhold fra indholdsskabere, offentlig tak til støtter og skabelse af en synlig følelse af bevægelse kan bidrage til at skabe bredere onlinemomentum omkring borgerinitiativet. F.eks. offentliggjorde borgerinitiativet "Ban Conversion Practices" en story på Instagram, hvor det takkede støtter såsom medlem af Europa-Parlamentet Chloé Ridel for at tale borgerinitiativets sag og linke til deres Instagram-konti.

7. Udnyt eksisterende arrangementer og vigtige datoer

Indholdsskabere og offentlige personer er ofte mest aktive omkring større begivenheder og internationale mærkedage. Hvis din kampagne tilpasses disse tidspunkter, kan det gøre det lettere at opnå støtteerklæringer og nå ud til bredere målgrupper. F.eks. offentliggjorde borgerinitiativet "Justice for Palestine" et opslag på Instagram i anledning af Europadagen den 9. maj. Desuden tilrettelagde initiativtagerne bag "Ban Conversion Practices" den afsluttende fase af deres kampagne, så den faldt sammen med den internationale dag mod homofobi (17. maj), hvor mange offentlige personer (såsom Emmanuel Macron på sin konto på X) delte indhold om LGBTQI+-rettigheder, hvilket bidrog til at øge kampagnens synlighed og momentum. Du kan læse mere om erfaringerne fra initiativtagerne til "Ban Conversion Practices" i dette blogindlæg på forummet for det europæiske borgerinitiativ.

8. Værktøjskasse til indholdsskabere

 Når indholdsskabere får materialer, der er klar til brug, såsom visuelt materiale, fakta, links, ofte stillede spørgsmål eller forslag til budskaber, kan det gøre det lettere for dem at deltage, samtidig med at de stadig kan tilpasse indholdet til deres egen stil. "Stop Destroying Videogames" oprettede en subreddit med links til vigtige ressourcer fra kampagnen, såsom borgerinitiativets side på EU's websted.

9. Giv plads til glæde og fællesskab 

Borgerinitiativkampagner fokuserer ofte på alvorlige emner, men målgrupperne kan blive overvældet af en konstant strøm af negative nyheder. Hvis man skaber muligheder for glæde og samhørighed gennem samarbejde med kunstnere, musikere og kulturorganisationer, kan det hjælpe din kampagne med at nå ud til nye målgrupper og opbygge en stærkere fællesskabsfølelse. Udstillinger, koncerter og andre arrangementer tilskynder også deltagere til at skabe indhold og dele deres oplevelse med deres omgangskreds, hvilket udvider din kampagnes rækkevidde både offline og online. For eksempel lavede borgerinitiativet "Justice for Palestine" et opslag på Instagram om et arrangement, som de organiserede med kunstnere, der optrådte ved en gratis koncert. Borgerinitiativet "HouseEurope" offentliggjorde også en video på LinkedIn, hvor kunstneren Nikita Merkushin præsenterer et kunstværk om transformering af forladte bygninger.

10. Samarbejd med organisationer og fællesskaber (ikke kun enkeltpersoner)

Partnerskaber på sociale medier bør ikke være begrænset til individuelle influencere og offentlige personer. Magasiner, museer, kulturorganisationer og onlinefællesskaber kan også medvirke til at øge din kampagnes gennemslagskraft. Disse partnere giver ofte muligheder ud over digital promovering, såsom workshopper, konkurrencer, udstillinger eller arrangementslokaler, der gør det muligt for støtter at engagere sig i kampagnen på mere meningsfulde måder. For eksempel samarbejdede borgerinitiativet "HouseEurope" med arkitektforeninger om at tilbyde workshopper og designkonkurrencer for unge fagfolk, hvilket omsatte onlineengagement til deltagelse i den virkelige verden, samtidig med at kampagnen blev promoveret. "HouseEurope" offentliggjorde også et opslag på Instagram med en kunstinstallation for borgerinitiativet, som blev vist på en udstilling. I et andet opslag på Instagram promoverede de en konkurrence om genbrug af gamle bygninger.

Håndtering af momentum og evaluering af dine fremskridt

Nøgleparametre

Når du samarbejder med indholdsskabere, er det vigtigt at overvåge, hvilke samarbejder, platforme og typer af indhold der hjælper din kampagne med at vokse over tid.

Ved at følge din influencerstrategi kan du bedre få et overblik over:

  • hvilke indholdsskabere der skaber mest engagement
  • hvilke opslag der fører til øget synlighed eller flere underskrifter
  • hvilke lande eller målgrupper der reagerer mest aktivt
  • hvilke formater der fungerer bedst på forskellige platforme

Succes måles ikke kun i antal følgere eller visninger. Kommentarer, delinger, genopslag, gemte opslag, klik på links, direkte beskeder og brugergenereret indhold kan alle være tegn på, at folk engagerer sig aktivt i din kampagne.

Det kan også være nyttigt at sammenligne væksten i antallet af underskrifter på tværs af lande med din indsats for at engagere indholdsskabere i de pågældende lande. Hvis en kampagne f.eks. pludselig bliver mere synlig på et bestemt sprog eller i en bestemt region efter samarbejde med indholdsskabere, kan det hjælpe dig med at identificere strategier, der er værd at gentage andre steder.

Regelmæssig overvågning af resultaterne kan hjælpe dig med hurtigere at tilpasse kampagnen og fokusere kræfterne dér, hvor de har størst virkning.

Håndtering af udfordringer 

Efterhånden som kampagnen skrider frem, kan du støde på en række hindringer, der kræver innovativ problemløsning, samt et team, der er klar til at reagere hurtigt. Som Nika Kovač fra My Voice My Choice fremhævede det i sit interview med forummet for det europæiske borgerinitiativ: Influencere åbner døre, de frivillige og de nationale teams går ind ad dem og indsamler underskrifterne.

Øjeblikke med øget opmærksomhed, hvad enten den er positiv eller negativ, kan opstå hurtigt. Et opslag kan pludselig få gennemslagskraft, en indholdsskaber kan uventet støtte dit initiativ, eller offentlig debat og kritik kan give dit emne ny synlighed. I sådanne øjeblikke er det vigtigt at reagere hurtigt, fastholde dialogen med målgrupperne og gøre det så let som muligt for folk at få mere at vide om og skrive under på dit borgerinitiativ. Det er også en del af formålet med borgerinitiativet at gå konstruktivt i dialog med mennesker, der har forbehold over for din idé: det skaber rum for offentlig debat i hele Europa. Disse meningsudvekslinger kan hjælpe dig med at finde nye støtter eller i det mindste præcisere dit budskab og forbedre din kampagne. Kampagner, der reagerer kreativt og strategisk, er ofte bedst rustet til at omsætte opmærksomhed online til langsigtet momentum og deltagelse.

Læs mere om krisestyring i dette blogindlæg på forummet for det europæiske borgerinitiativ og i denne vejledning om teamstruktur.

Regler om gennemsigtighed og politisk reklame

Reglerne for betalt politisk reklame på store onlineplatforme bliver stadig strengere, navnlig inden for EU's regelsæt om gennemsigtighed og målretning i forbindelse med politisk reklame. Som følge heraf kan nogle platforme begrænse eller mærke betalt politisk indhold og promoverede opslag eller kræve yderligere gennemsigtighedsforanstaltninger for sådant indhold og sådanne opslag.

For initiativtagere til borgerinitiativer betyder det, at det er vigtigt at forstå både platformspecifikke regler og relevante nationale bestemmelser, når de arbejder med betalte samarbejder med indholdsskabere eller boostet indhold. Der skal tydeligt oplyses om sponsorerede partnerskaber, og både kampagnen og indholdsskaberen kan have et fælles ansvar for at sikre, at indholdet mærkes korrekt. 

Ved tydeligt at dokumentere betalte samarbejder, sponsorerede opslag og aftaler med indholdsskabere kan kampagner forblive gennemsigtige, og man kan undgå komplikationer senere.

Vigtige konklusioner

Der findes ikke en universalløsning for en vellykket kampagne med indholdsskabere. Nogle kampagner vokser gennem nogle få meget engagerede indholdsskabere, mens andre lykkes gennem brede netværk af mindre støtter og onlinefællesskaber. De mest effektive strategier er ofte dem, der forbliver fleksible, autentiske og lydhøre over for den måde, folk naturligt engagerer sig på online.

I sidste ende handler kampagner med influencere ikke kun om synlighed. Det handler om at opbygge tillid, deltagelse og støttefællesskaber omkring dit borgerinitiativ. Med kreativitet, vedholdenhed og de rette partnerskaber kan indholdsskabere blive en af de mest slagkraftige katalysatorer for din kampagne og bidrage til at omsætte onlineopmærksomhed til underskrifter og reelt momentum.  

Checkliste

Fastlæg mål og roller for dit team i forbindelse med kampagner med influencere.

Undersøg EU-lovgivningen og den nationale lovgivning om betalt indhold på sociale medier i samarbejde med influencere.

Kortlæg relevante influencere i hele EU inden for brede og intersektionelle emner, der er knyttet til dit borgerinitiativ.

Planlæg opsøgende arbejde og samarbejdsformater, og sæt realistiske forventninger.

Overvåg kontakten til influencere, og følg deres resultater. 

Identificér vellykkede samarbejder, og opskalér dem, hvor det er muligt.

Tilpas din strategi efter, hvad der skaber engagement, synlighed og underskrifter!