Det europæiske borgerinitiativ bringer omstridte politiske spørgsmål til Bruxelles: det er en mulighed for demokratisk politik

Deteuropæiske borgerinitiativ bringer omstridte politiske spørgsmål til Bruxelles: det er en mulighed for demokratisk politik.

Deteuropæiske borgerinitiativ (ECI) har været i kraft i mere end 8 år, og alligevel ser det stadig ud til, at dette redskab endnu ikke har vist sit fulde potentiale. Årsagen er, at EBI'ets opmærksomhed og evaluering normalt ikke fokuserer på det væsentlige aspekt: i modsætning til, hvad der ofte er blevet fremhævet, er det europæiske borgerinitiativ ikke et redskab, der kan introducere nye spørgsmål i den politiske beslutningsproces, men en mulighed for at gøre de politiske debatter mere forskelligartede og kontroversielle. Hvis det europæiske borgerinitiativ vurderes ud fra dette perspektiv, er det umuligt at undervurdere de virkninger, det allerede har haft, når det åbner op for muligheder for at deltage i EU's politiske beslutningsproces. Ud fra dette synspunkt må det i vurderingen af dets indvirkning på EU's politiske beslutningsproces understreges, at borgerinitiativet har skabt en mulighed for græsrodskredse og mere kontroversielle spørgsmål for at nå frem til europæiske debatter.

Efter nogle indledende fortolkninger, der peger på det europæiske borgerinitiativ som det første eksempel på tværnationalt direkte demokrati, synes der at være opnået konsensus om, at det er en dagsordensmekanisme, der gør det muligt for 1 millioner europæiske borgere at anmode Kommissionen om at foreslå ny lovgivning til Parlamentet og Rådet. Dette afspejler, at borgerne ikke direkte har det endelige ord om resultatet af den beslutningsproces, de iværksatte — faktisk ikke det første, da initiativet afsluttes, når Kommissionen modtager det, og initiativtagerne ikke kan trække det tilbage, hvis de er uenige i Kommissionens forslag — og deres bidrag er således en opfordring til institutionerne om at handle.

Som følge heraf har de fleste forfattere påpeget svaghederne ved værktøjet: mobiliseringsomkostningerne — herunder kontrol af den juridiske baggrund og ansvaret for databeskyttelse, selv inden der iværksættes en tværnational kampagne i syv lande — giver ikke de potentielle gevinster, da der ikke er nogen garanti for, at forslaget, selv om det lykkes — ud af 98 planlagte registreringer — kun 5 initiativer har nået tærsklen på 1 mio. underskrifter — vil blive fremsat af Kommissionen. Ingen af initiativtagerne til de vellykkede ECI'er, som Kommissionen hidtil har besvaret, har udtrykt tilfredshed med resultatet af deres forslag og bekræftet begrænsningerne ved det europæiske borgerinitiativ set ud fra et direkte demokratisk perspektiv.

Selv om disse regnskaber er nøjagtige, fortæller de dog ikke den fulde historie. Det egentlige spørgsmål er, hvorfor borgerne og civilsamfundsorganisationerne fortsat anvender og EU-institutionerne fortsat reformerer et værktøj, der tydeligvis er uegnet til formålet. Svaret skal ligge et andet sted. På trods af dets institutionelle begrænsninger er det europæiske borgerinitiativ fortsat et effektivt redskab i en kampagneværktøjskasse. For det første har EU-institutionerne fra borgerhøringer til debatpaneler investeret en vis politisk kapital i at åbne op for muligheder for deltagelse i politikudformning ud over "Bruxelles-boblen", og det europæiske borgerinitiativ er en del af denne strategi. I denne henseende pålægger en kampagne, der når ud til Bruxelles på denne platform, mere institutionel og politisk gennemslagskraft end en kampagne, der er baseret på et større antal underskrifter på onlineplatforme. For det andet gør den voksende politisering af EU evnen til at nå ud til og mobilisere forskellige græsrodsgrupper i EU-spørgsmål til en sjælden og værdifuld kapacitet. Kommissionens tjenestemænd og MEP'er har i årevis været mistillidsfulde civilsamfundsaktivister, der hævder at tale på vegne af visse årsager, og hævder, at de fleste Bruxelles-baserede aktivister er lige så mange insidere til EU som sig selv. Civilsamfundsorganisationer har nu et anerkendt redskab til at vise, at de ikke blot står for en sag, men også, at de kan påberåbe sig et mål for social repræsentativitet i det tværnationale europæiske offentlige rum.

Dette er et dobbeltsidet sværd, da det også kan bruges til at bestride graden af repræsentation af organisationer, der ikke kan organisere denne form for kampagner eller blot vælge at støtte mere strategiske og politikeffektive driftsformer. Under alle omstændigheder brugen af borgerinitiativet af græsrodsorganisationer og grupper, der arbejder som outsidere i Bruxelles, til at udfordre organisationer i Bruxelles-boblen. Med Álvaro Oleart har vi argumenteret for, at denne proces var i gang i sager som f.eks. det europæiske borgerinitiativ "One of us" og den uofficielle underskriftsindsamling "Stop TTIP", hvor der blev etableret religiøse og handelspolitiske aktivister i Bruxelles, hvor næsten lige så stor en del af kampagnerne som EU-institutionerne selv. Nogle af de netværk, der udvikler sig omkring et europæisk borgerinitiativ, oprettes derefter, hvilket bidrager til at gøre diskussionsmiljøet mere forskelligartet.

Figur 1 Insider — outsider-udfordring omkring 5 kampagner: En af os, rigth to Water, Stop TTIP, mediepluralisme og Wake up Europe

Det europæiske borgerinitiativ bidrager også til at gøre de politiske debatter tættere på dem, der finder sted i EU's offentlige rum. En af konsekvenserne er, at polariserende spørgsmål, der opstår i nationale offentlige debatter, også bliver europæiseret med spørgsmål som forbud mod prostitution, legaliserede stoffer eller den allerede nævnte abort, der bæres af det europæiske borgerinitiativ. Selv om de nævnte institutionelle mangler ved det europæiske borgerinitiativ indtil videre har forhindret, at emnet for disse initiativer omsættes til omfattende politiske debatter, bidrager dette til at bringe EU's politikudformning tættere på mere politiserede debatter. Dette er ikke godt eller dårligt i sig selv, men kan bidrage til at gøre tværnationale forbindelser og kampagner mere gennemførlige, end det var tilfældet tidligere.

Det europæiske borgerinitiativ bidrager til at bringe EU's politiske debatter tættere på græsrodsverdenen ved at give grupper, der er i stand til at gøre EU-institutionerne opmærksomme på politiserede spørgsmål på tværs af forskellige medlemsstater. Dette er endnu ikke blevet omsat til ny politikudformning; og denne form for politisering er ikke nødvendigvis til gavn for EU. Det kan snarere bidrage til at svække legitimiteten, hvis den systematisk bliver splittet op, selv om det lykkes.

Politiseringen af EU-spørgsmål skyldes ikke det europæiske borgerinitiativ, og det vil heller ikke ændre sig som følge af institutionelle reformer. Men EU ønsker måske at sikre, at dette redskab tæller for dem, der måske ønsker at støtte politiske forslag med en chance for at blive hørt i institutionelle fora med en grad af støtte i det offentlige rum i form af 1 mio. underskrifter. I reformdiskussioner har EU-institutionerne besluttet ikke at give initiativtagerne mere indflydelse på resultatet — hvilket kan være juridisk vanskeligt eller umuligt — men de ønsker måske at overveje et alternativ: lavere omkostninger ved fiasko.