Gå til hovedindholdet
Forum for det europæiske borgerinitiativ

Det centrale onlineindsamlingssystem

Derfor skal du læse vejledningen

Som initiativtager skal du kunne forstå alle systemets funktioner, så du kan lykkes med dit initiativ. Denne vejledning beskriver, hvordan du opretter din indsamlingsplatform og tilpasser den til din kampagnes mål og visuelle identitet. Du får også at vide, hvordan du integrerer dette system i dit kampagnewebsted, kommunikerer med dine støtter og overholder alle krav til sikkerhed og tilgængelighed.

Vejledningen hjælper dig med at håndtere dit initiativ under hele underskriftsindsamlingen, så du kan nå op på den krævede million underskrifter i mindst syv medlemsstater.

Oversigt

Målet med et europæisk borgerinitiativ er at opnå mindst én million underskrifter, heraf et mindste antal underskrifter i mindst syv medlemslande, på 12 måneder. Som initiativtagere har I seks måneder fra datoen for registrering af jeres initiativ til at beslutte, hvornår I vil påbegynde den etårige indsamling af støttetilkendegivelser – både online og i papirformat. 

Underskriverne skal være EU-borgere (statsborgere i et medlemsland) og gamle nok til at stemme ved valg til Europa-Parlamentet i deres medlemsland – medmindre medlemslandet har besluttet at sænke minimumsalderen for underskrivere af borgerinitiativer og har underrettet Kommissionen herom. Se listen over alderskrav.

Det centrale onlineindsamlingssystem

Det centrale onlineindsamlingssystem består af to dele: 

a) den offentlige grænseflade, hvor borgerne kan finde og støtte initiativer 

b) grænsefladen for initiativtagere, som er en administrativ oversigt, hvor initiativtagerne kan tilpasse deres onlineindsamlingssystem og kommunikere med deres støtter. 

Hovedtræk ved onlineindsamlingssystemet: 

  • det kræver kun minimal forberedelse (nøglefærdig løsning) og er gratis
  • det kræver ingen godkendelser eller certificeringer: systemet opfylder allerede de tekniske standarder og sikkerhedsstandarderne
    • for at bruge systemet skal du blot underskrive en aftale med Kommissionen
  • det er hurtigt at oprette: for at bruge systemet, skal du bare via initiativtagerkontoen give Kommissionen besked, 10 arbejdsdage inden du starter indsamlingen
  • det garanterer et højt sikkerhedsniveau i overensstemmelse med afgørelsen om kommunikations- og informationssystemernes sikkerhed i Europa-Kommissionen[1]
  • det er fuldt ud tilgængeligt for personer med handicap
  • det bliver løbende testet for sårbarheder, ydeevne, anvendelighed og tilgængelighed
  • det giver initiativtagerne mulighed for at sende e-mails til deres støtter
  • det er fuldt integreret med borgerinitiativets initiativtagerkonto
  • det er fuldt integreret med filudvekslingstjenesten (for overførsel af støttetilkendegivelser til medlemslandene, som bekræfter dem, hvis initiativet er vellykket)
  • det er i løbende udvikling ved at indsamle input fra interessenter.

 

[1] Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2017/46 af 10. januar 2017 om kommunikations- og informationssystemernes sikkerhed i Europa-Kommissionen (EUT L 6 af 11.1.2017, s. 40).

Strukturen i onlineindsamlingssystemet

Den venstre side af websitet viser: 

  • initiativets logo
  • initiativets hovedmålsætninger
  • link til initiativets webside i Europa-Kommissionens register.

 

Andre oplysninger omfatter initiativets websted, initiativtagernes kontaktoplysninger, registreringsnummeret, startdatoen for indsamlingsperioden og links til initiativets sociale mediekanaler.

Statusbjælken nederst på venstre side af webstedet viser, hvordan indsamlingen af underskrifter skrider frem.

 

Under statusbjælken oplyses det, at for at et europæisk borgerinitiativ kan opnå gyldighed, skal det indhente mindst én million gyldige underskrifter og opfylde minimumstærsklerne i mindst syv lande.

På websidens højre del kan du støtte det europæiske borgerinitiativ på en af to måder: 

  1. Log ind med dit eID – hvis dit land har denne mulighed.
  2. Udfyld onlineformularen – tilgængelig for alle EU-borgere. 

Fristen for at tilføje en underskrift vises til højre. Du kan først gå videre efter at have læst om de personoplysninger, der er nødvendige for at underskrive et initiativ, sammen med databeskyttelseserklæringen.

Formularen er tilpasset de oplysninger, der kræves af det valgte EU-land (herunder muligheden for at vælge eID).

Du finder navigationen øverst på siden. Den fører tilbage til initiativsiden eller hjemmesiden for det europæiske borgerinitiativ. 

Når du skriver under online

Afhængigt af din nationalitet kan du enten støtte et initiativ: 

  • via dit lands eID-system
  • eller via en onlineformular (se datakravene for hver medlemsstat). 

Hvis du vælger at underskrive via eID, bliver du omdirigeret til din nationale eID-portal for autentifikation, inden støtten registreres.

Når du bruger onlineformularen, vises den relevante formular på samme side, når du har valgt land. Formularen tilpasses efter de specifikke data, der kræves i det valgte land.

Du kan når som helst ændre sproget på grænsefladen ved at bruge en rullemenu øverst til højre på siden. Oplysningerne om initiativet vil også blive vist på dette sprog. 

Når du har støttet et initiativ, vil du automatisk blive sendt videre til en bekræftelsesside. På denne side får du en signaturkode.

 

Du får information om de næste skridt: hvad sker der, hvis initiativet får mindst en million underskrifter, kontrolprocessen og Kommissionens svar. Du kan finde trin-for-trin-instrukser på webstedet for det europæiske borgerinitiativ. 

Du kan også abonnere på nyheder til din e-mailadresse om følgende: 

  1. Opdateringer om det europæiske borgerinitiativ, der er underskrevet (kommunikation om initiativet)
  2. Europa-Kommissionens månedlige nyhedsbrev om europæiske borgerinitiativer 

Nederst på siden kan du desuden vælge at dele initiativet på de sociale medier og give feedback. I så fald skal du give dit samtykke til den eller de gældende databeskyttelseserklæringer og behandlingen af dine personoplysninger. 

Sidefoden indeholder links til at dele initiativet på de sociale medier og til det europæiske borgerinitiativs websted, hvor du kan udforske og støtte andre initiativer. 

Sådan kan du tilpasse din onlineindsamlingsplatform

Du har som initiativtager mulighed for at tilpasse visse dele af sin side til indsamling af underskrifter. Du kan: 

  1. uploade dit eget initiativlogo
  2. linke til initiativets eget websted
  3. vise links til sociale medier under afsnittet "Sociale medier"
  4. sende oplysninger til de personer, der støtte initiativet. 

Du kan administrere alle disse muligheder gennem din Initiativkonto under menuen "Administrér onlineindsamling" i venstre side. Her har du adgang til: 

  • Oversigt
  • Tilpas
  • Brug de sociale medier
  • Hold underskriverne opdateret
  • Brugerfeedback

 

Oversigt 

Ud over disse tilpasninger kan du få adgang til yderligere statistik om din onlineindsamling af underskrifter i afsnittet Oversigt under fanebladet Administrér onlineindsamling

 

Du kan få statistik om: 

  • Samlet status for onlineindsamling af underskrifter

 

  • Status for indsamling af underskrifter i hele EU (findes som kort og tabel) 

 

  • De syv lande, der har indsamlet flest underskrifter 

 

  • Månedlig status for onlineindsamling: Antal underskrifter i hele EU pr. måned

 

  • Antal underskrifter indsamlet i hvert land pr. måned (findes som graf og tabel)

 

 

Tilpas

Hvis du vil uploade logoet for dit initiativ og linket til dit initiativs websted, skal du vælge Tilpas

 

Brug de sociale medier

Gå til Brug de sociale medier for at lægge links til sociale medier på din onlineindsamlingsside. Du kan tilpasse den besked, der vises for at opfordre støtterne til at dele deres støtte på de sociale medier, f.eks. "Spred budskabet". 

 

Hold underskriverne opdateret

Når en borger underskriver et initiativ, får vedkommende mulighed for at abonnere på opdateringer om dit europæiske borgerinitiativ ved at angive sin e-mailadresse. Hvis borgeren abonnerer på opdateringer om initiativet og indtaster sin e-mail, kan du kontakte dem via din initiativtagerkonto under Hold underskriverne opdateret, som du finder under fanebladet Administrér onlineindsamling i venstre side af initiativtagerkontoen. 

Af hensyn til privatlivets fred har du som initiativtager ikke adgang til underskrivernes faktiske e-mailadresser.

 

Omdirigering til dit initiativs onlineindsamlingssystem fra din kampagneside

Du kan omdirigere fra din egen kampagneside til dit initiativs side i det centrale onlineindsamlingssystem. Se brugervejledningen for nærmere instrukser. 

Afslutning på indsamlingen af underskrifter

slutdatoen for dit initiativs indsamlingsperiode vil systemet automatisk lukke indsamlingen af underskrifter kl. 24.00 dansk tid.

Dit indsamlingssystems hjemmeside vil vise en besked om, at underskriftsindsamlingen er afsluttet. Borgerne vil ikke længere kunne underskrive initiativet, men de vil stadig kunne se de generelle oplysninger (målsætninger osv.) og antallet af støtter til initiativet. 

Har du brug for yderligere støtte?

Har du flere spørgsmål om onlineindsamlingssystemet? Læs brugervejledningen (som er tilgængelig for initiativtagere til registrerede borgerinitiativer), eller kontakt forummet for det europæiske borgerinitiativ via værktøjet Spørg en ekspert.

Vejledning om det centrale onlineindsamlingssystem
Vejledning om det centrale onlineindsamlingssystem