Det europæiske borgerinitiativ skal yderligere diversificere deltagelsen i EU

Deteuropæiske borgerinitiativ (ECI) er et vigtigt første skridt i retning af at diversificere viften af interessenter, der er involveret i EU's politiske beslutningsproces. Der er dog stadig plads til forbedringer. Navnet på det europæiske borgerinitiativ indebærer inddragelse af alle borgere, der bor i EU, men det er snarere et redskab for det organiserede civilsamfund med tværnationale netværk. Forbedring af internetinfrastrukturer og fokus på inddragelse af marginaliserede, mindre veluddannede samfund vil give alle europæiske borgere bedre adgang til at deltage i det europæiske borgerinitiativ. Desuden vil muligheden for mere kontroversielle initiativer og et større politisk engagement fra Kommissionens side gøre det europæiske borgerinitiativ til et stærkere redskab på lang sigt.

Ved første øjekast er det europæiske borgerinitiativ et enestående redskab til tværnational borgerdeltagelse. I kraft af sin juridiske udformning er der tale om en kombination af forskellige former for direkte demokrati, der allerede findes i nationale sammenhænge.

Det europæiske borgerinitiativs nyhed ligger for første gang nogensinde i at forbinde det nationale og europæiske niveau af borgerdeltagelse. Indførelsen af det europæiske borgerinitiativ i 2012 skabte en stor bølge af entusiasme og initiativforslag fra forskellige interessenter i civilsamfundet. Ved et andet blik bliver det imidlertid klart, at EBI'et blot er en fortsættelse af en allerede eksisterende institutionel praksis med plads til forbedring med henblik på at leve op til sit navn.

Som forskeren Florian Grotz viser i sit dokument om direkte demokrati (på tysk), er antallet og anvendelsen af deltagelsesinstrumenter på verdensplan steget i løbet af de seneste 30 år. Efter min opfattelse ser det ud til, at lederne ved at give borgerne midlertidig indflydelse på politik (efter valg) gennem folkeafstemninger, borgerinitiativer og andre værktøjer ofte håber at styrke legitimiteten af deres beslutningstagning og det politiske system som helhed. Inden for EU's institutionelle system er det europæiske borgerinitiativ en fortsættelse af en allerede eksisterende praksis med øget inddragelse af interessenter. I årenes løb har EU indført en lang række deltagelsesværktøjer såsom interessentfora og andre høringsmekanismer. Forskere som Beate Kohler-Koch har kaldt denne adfærdsændring "de europæiske institutioners deltagelsesskift".

Deltagelsesværktøjer på EU-plan er et vigtigt signal om åbenhed over for borgernes ønsker og holdninger, men den endelige beslutningskompetence ligger ofte hos institutionerne. På grund af det europæiske borgerinitiativs juridisk ikkebindende karakter har intet initiativ hidtil ført til de præcise politiske resultater, som initiativtagerne ønsker, og kun velstrukturerede kampagner har formået at indsamle 1 mio. støttetilkendegivelser. EU's andre deltagelsesbaserede eksperimenter er blevet kritiseret af akademikere for ikke at give borgerne samme stemme og for at være domineret af erhvervs- og brancheorganisationer.  Et eksempel på en sådan kritik er dokumenterne fra Thorsten Hüller (2011) "Playground or Democratisation? Nye deltagelsesprocedurer i Europa-Kommissionen "og dokumentet fra Christian Marxsen"Open Stakeholder Consultations på European Level-Voice of the Citizens? ". Spørgsmålet er, om EBI'et berettiger den samme kritik.

Eksemplet med et af de første og mest vellykkede initiativer, "Right2Water", viser helt klart det europæiske borgerinitiativs problemer. Right2Water blev organiseret af European Federation of Public Service Unions og krævede, at menneskers ret til vand blev nedfældet i EU-lovgivningen. Initiativtagerne til vandinitiativet havde flere års erfaring med kampagner, et verdensomspændende netværk og tilstrækkelige midler. Trods en vellykket kampagne for indsamling af underskrifter fører dette borgerinitiativ kun til et "udvandet" resultat af initiativtagernes krav. I sit svar på Right2Water konkluderede Kommissionen, at vandforsyningen henhører under medlemsstaternes myndighed. I stedet for at påtage sig et mere ambitiøst engagement fokuserede EU's indsats på mere tekniske aspekter såsom drikkevandskvaliteten.

Ud over sagen om Right2Water har jeg undersøgt de betingelser, der førte til succes eller mislykkede kampagner for indsamling af underskrifter fra forskellige ECI'er som led i min doktorafhandling. Jeg definerer succes som et europæisk borgerinitiativs evne til at indsamle det antal underskrifter, der er nødvendigt for at indgive deres lovgivningsforslag til Europa-Kommissionen: 1 mio. EUR. Jeg har konstateret, at kun arrangører med allerede eksisterende netværk af partnerorganisationer, betydelige finansielle ressourcer, personale og en reklamestrategi var i stand til at nå op på et antal underskrifter, der lå over gennemsnittet.

Mine forskningsresultater viser, at selv om navnet på det europæiske borgerinitiativ tyder på inddragelse af "almindelige" borgere, viser erfaringerne fra de seneste år, at EU foretrækker at inddrage professionaliserede, tværnationale NGO'er, der samler borgernes ønsker. Desuden havde initiativer uden engelsktalende aktivister et sværere tidsopbyggende netværk og mobiliserede støtte uden for deres eget land. Selv om den seneste reform af borgerinitiativet letter den administrative byrde for initiativtagerne ved at tilbyde en række støttetjenester, ændrer den ikke den måde, borgerinitiativet fungerer på i EU.

En stor del af underskrifterne om borgerinitiativer er blevet indsamlet online, hvilket har gjort borgerinitiativet meget attraktivt for de yngre generationer. Betydningen af onlineaktivisme via det europæiske borgerinitiativ vil sandsynligvis fortsætte, da covid-19-pandemien tvinger folk til socialt at holde afstand og blive hjemme mere. Dette giver anledning til endnu en bekymring for lige inddragelse af alle borgere i det europæiske borgerinitiativ, som ofte overses: internetdækningen i EU er ikke universel, og der er stadig en kløft mellem landdistrikter og byområder. Manglende internetadgang for mennesker fra byområder betyder, at de kan være mindre tilbøjelige til at deltage i ECI'er.