Gå til hovedindholdet
Forum for det europæiske borgerinitiativ

Webinaret "Sådan indsamler du underskrifter til et borgerinitiativ", 2021

Startdato: 30/03/2021
Slutdato: 30/03/2021
Aktuel status: Lukkede
Opdateret den: 14/04/2021

Du kan finde en optagelse af webinaret nedenfor

Gæstetalere:

Julie Steendam (koordinator for det europæiske borgerinitiativ Right to Cure)

Ella Jakubowska (koordinator for det europæiske borgerinitiativ Reclaim Your Face – et civilsamfundsinitiativ om et forbud mod biometrisk masseovervågning)

Daniela Vancic (europæisk programleder for Democracy International)

Ordstyrer: Flavio Grazian, Participatory Democracy Manager, European Citizen Action Service

Sprog: Engelsk

Hvis du gik glip af webinaret, kan du se videooptagelsen (tilgængelig på engelsk) og få mere at vide om talernes oplevelser og erfaringer med aktuelle initiativer, om strategier for at nå målet med en million underskrifter og om de forskellige tærskler i de enkelte medlemslande. Talerne deler også deres erfaringer med at indsamle underskrifter under covid-19-krisen, og hvordan deres kampagner kan forblive fleksible på trods af alle restriktionerne. Eksperterne diskuterer også betydningen af at forberede og gennemføre strategiske kampagner både online og ved personligt fremmøde, der kan sikre en vellykket indsamling af underskrifter.

Julie Steendam er koordinator for det europæiske borgerinitiativ "Right to Cure – No profit on Pandemic" (Ret til behandling). Kampagnen blev lanceret i november 2020, og der deltager nu over 300 europæiske organisationer, der har som mål at indsamle 1 mio. underskrifter for at vedtage et lovforslag i Europa-Kommissionen om at gøre vacciner og behandlinger mod covid-19 til offentlige goder.

Ella Jakubowska er politisk medarbejder og kampagneleder ved European Digital Rights (EDRi), som er et netværk for digitale rettigheder. Hun har tidligere arbejdet for en ingeniør- og teknologivirksomhed og har bl.a. beskæftiget sig med samspillet mellem menneskerettigheder, teknologi og samfund ud fra et feministisk og sociologisk perspektiv. Ella er vokset op i Storbritannien, men bor nu i Bruxelles, hvor hun arbejder med at beskytte EU-borgernes digitale rettigheder.

Daniela Vancic er europæisk programleder for Democracy International, en NGO, som arbejder for at styrke borgerdeltagelsen i den politiske beslutningsproces. Hun har stor erfaring med det europæiske borgerinitiativ, som hun har arbejdet med, siden det blev indført. Daniela har fire års erfaring med kampagner og opbygning af netværk, og i de seneste tre år har hun stået i spidsen for Democracy Internationals europæiske kampagner. Daniela har arbejdet intensivt med det europæiske borgerinitiativ, hvor hun har tilbudt rådgivning i kampagner og fundraising til initiativtagere. Hun har desuden arbejdet for en stærkere gennemførelse af lovgivningen om borgerinitiativet og for at øge kendskabet til det blandt borgerne. 

Flavio Grazian er Participatory Democracy Manager ved European Citizen Action Service (ECAS), hvor han arbejder med at udvikle og gennemføre EU-projekter med særligt fokus på det europæiske borgerinitiativ og deltagelsesdemokrati på EU-niveau. Han er projektkoordinator for Forum for det europæiske borgerinitiativ.

Dagsorden for webinaret

1. Indledning – Flavio Grazian [minut 0-4]

2. Overblik over det europæiske borgerinitiativ – Flavio Grazian [minut 4-15]

3. Paneldiskussion med Julie Steendam, Ella Jakubowska og Daniela Vancic [minut 15-56]

4. Spørgsmål og svar-session med Julie Steendam, Ella Jakubowska og Daniela Vancic [minut 56-72]

I dette webinar får du svar på følgende spørgsmål:

– Hvordan opstiller I bedst en effektiv strategi for indsamling af underskrifter og opnår støtte til jeres initiativ?

– Hvordan foregår indsamlingen af underskrifter til et europæisk borgerinitiativ rent praktisk (hvilke sprog, platforme og kanaler skal bruges og hvordan)?

– Hvordan indsamler I underskrifter under covid-19-restriktionerne?

De vigtigste hovedbudskaber fra dette webinar er:

– Det er vigtigt med personlige relationer, når man indsamler underskrifter. Initiativtagerne kan udarbejde meddelelser (for alle slags platforme, herunder instant messaging), som støtterne kan dele i deres netværk for at gøre det pågældende initiativ mere kendt.

– Det er muligt at indsamle underskrifter og overholde covid-19-restriktionerne på samme tid. Initiativtagerne kan endda fokusere på at opbygge personlige kontakter via telefonopkald. De bør give letfordøjelige oplysninger, der kan deles på internettet, og tænke kreativt om, hvordan de kan lave symbolske demonstrationer – én person, der kæmper for en sag, kan tiltrække mediernes opmærksomhed! 

– Initiativtagerne bør planlægge deres kommunikationsstrategi nøje: De bør definere deres målgruppe og skræddersy deres budskab ved hjælp af forskellige kanaler (sociale medier, videoer, artikler, telefonopkald, nyhedsbreve) på forskellige sprog (officielle EU-sprog og måske endda mindretalssprog!). Budskabet bør være enkelt, så det er let at relatere til.

– Det er vigtigt at udføre aktivt opsøgende arbejde og opbygge alliancer. Initiativtagerne bør kontakte civilsamfundsorganisationer for at gøre brug af deres netværk, og de bør fokusere på at gøre deres emne relevant og relaterbart for den brede offentlighed.

– De kan øge bevidstheden om problemstillingerne ved at rette deres kommunikation mod indflydelsesrige interessenter og sætte emnet på den offentlige dagsorden, uanset resultatet af underskriftsindsamlingen.

Webinar Collecting Signatures
Ansvarsfraskrivelse: De holdninger, der gives udtryk for i forummet for det europæiske borgerinitiativ, er alene udtryk for forfatternes synspunkter og kan ikke på nogen måde anses for at afspejle Europa-Kommissionens eller EU's holdning.
Er du klar til at registrere dit borgerinitiativ?

Vil du skrive under på et borgerinitiativ? Vil du gerne vide mere om nuværende eller tidligere borgerinitiativer?