At bringe Europa ud af "Bruxelles-boblen" gennem det europæiske borgerinitiativ

Inddragelsen af civilsamfundet i beslutningstagningen har været en af hjørnestenene i EU-institutionernes legitime strategier siden slutningen af 1990'erne. Mens EU's politiske beslutningsproces traditionelt har fremmet institutionaliserede spidsbelastningssammenslutninger og paraplygrupper i Bruxelles, der samler og repræsenterer forskellige interesser på EU-plan, har Kommissionen forsøgt formelt at åbne den politiske proces for forskellige civilsamfundsgrupper. Organisationer, der er baseret i Bruxelles, har tendens til at fokusere deres budskaber og arbejde mod EU-institutionerne og vil derfor sandsynligvis handle inden for de rammer, som Europa-Kommissionen har udstukket. Dette indebærer, at disse organisationer reagerer på de idéer og rammer, der giver mening inden for EU-institutionerne, og har færre kanaler til rådighed for andre emner. I modsætning hertil tilskynder det europæiske borgerinitiativ (ECI) til en helt anden form for inddragelse af civilsamfundet i EU's politiske beslutningsproces. Det vigtigste innovative aspekt af det europæiske borgerinitiativ er, at aktørerne selv kan sætte dagsordenen. Dette er uden fortilfælde, fordi det tidligere var Europa-Kommissionen, der formulerede alle spørgsmål, og civilsamfundets aktører var nødt til at engagere sig i dem.

Det europæiske borgerinitiativ har modtaget både politisk og akademisk kritik som en tandløs mekanisme, der ikke kan påvirke politikudformningen. Nogle ECI-initiativtagere har faktisk været utilfredse med, hvad de anser for at være en overfladisk overvejelse fra Kommissionens side. Ikke desto mindre konstaterede vi i vores egen empiriske analyse af fem borgerinitiativer (STOP TTIP, One of Us, Wake Up Europe, Media Pluralism og Right2Water), at det lykkedes flere iværksættere på EU-plan og nationalt plan at politisere EU-spørgsmål og inddrage en lang række nye aktører i EU's politiske beslutningsproces.

Dette gav også nogle institutionaliserede aktører i Bruxelles stærke incitamenter til at tilslutte sig dem (f.eks. tilsluttede Greenpeace sig STOP TTIP-kampagnen, når den var vellykket). Ved at inddrage nye aktører i den politiske beslutningsproces ved at politisere et EU-spørgsmål kan det europæiske borgerinitiativ i høj grad bidrage til EU's demokratiske legitimitet som en politet. Det bidrager til at gøre deltagelsen i civilsamfundet mere konkurrencedygtig og sænke "adgangsgebyrerne" til EU's politiske beslutningsproces. Analysen viste, at ECI-kampagnerne hurtigt kunne overføre spørgsmål, der traditionelt betragtes som nationale (såsom abort og medieejerskab), til EU-plan ved at investere ressourcer i paneuropæiske græsrodskampagner.

Normativt ville politiseringen af EU's politikker ud over "Bruxelles-boblen" så være et symptom på normaliseringen af EU som lige vilkår, hvor de dominerende argumenter er EU-kritiske ("Stop TTIP") snarere end mod EU. Den proces, hvorved EU-spørgsmål bliver politiseret på nationalt plan, vil også bidrage til dannelsen af et europæisk offentligt rum. En sådan proces kan forstås som en "myndiggørelse af dissensus", et begreb, der henviser til den situation, hvor EU-spørgsmål bliver et kontroversielt spørgsmål i de nationale offentlige rum. Selv om der ikke sættes spørgsmålstegn ved det europæiske projekt som helhed, indebærer en "empowerment dissensus", at der fremsættes konkurrerende politiske fortællinger (såsom socialt demokrati mod liberale fortællinger) i en politet, der har en tendens til konsensus.